Det ser unægtelig flot ud, når der kommer en lang stribe gamle motorcykler lige efter hinanden. Men den slags kan være farligt, og hvert eneste år er der talrige eksempler på bøjede for- og bagskærme og det der værre. Men sådan behøver det ikke at være. Følger alle nogle helt enkle regler, blive fælles turen langt mindre farlig.

Skaderne ved fælleskørsel begrænser sig som regel til bulede og skrammede skærme og bøjede fodhvilere, men der sker også personskader. Kolonnekørsel stiller større krav i takt med klubbens eller arrangementets størrelse. Man skal gøre sig helt klart, at den eneste der kan holde afstand, er den bagvedkørende. Bremses der op er det den bagvedkørende, der have tilstrækkelig afstand til den forankørende. I kolonnekørsel vil der næsten uvægerligt på et eller andet tidspunkt altid blive kørt for tæt, så derfor gælder det om at skabe sig så meget plads til den forankørende som overhovedet muligt - derfor skal der køres i zigzag formation. Her er 10 helt enkle og klare regler, som vil mindske sandsynligheden for et uheld betydeligt.

1. Den ekstra plads frem til den forankørende fås kun ved at køre i zigzag formation. Den forreste indtager pladsen helt ude til venstre på kørebanen, og næste mand i kolonnen kører så til højre på kørebanen og så fremdeles bagud i rækkerne. På den måde opfattes kolonnen som et samlet hele, som bilisterne respekterer.

2. Standser kolonnen ved et vejkryds eller en lyskurv, pakker zigzag formationen sig sammen. Det gøres ved at højremanden kører op på siden af venstremanden og så fremdeles. På den måde afkortes kolonnen til mindst mulig gene for andre trafikanter.

3. Hold altid den valgte placering i forhold til den forankørende, også når der køres igennem sving.

4. Ved en hastighed på eksempelvis 50 km/t. skal afstanden til den forankørende være mindst 10-12 meter eller ét sekund.

5. På smalle veje vil kolonnen undertiden fylde hele vejbanen, og det kræver særlig opmærksomhed. Dukker der en modkørende op, skal kolonnen være klar til at trække ind på én række.

6. Det er vigtigt, at du holder din plads i kolonnen.

7. Får du lyst til at skifte placering i kolonnen, så vent indtil næste gang der bliver gjort et ophold.

8. På lange lige stræk kan hastigheden komme længere op. Vær meget opmærksom på variationen af hastigheden. Følg med når hastigheden sættes op og brems i god tid, når den sænkes.

9. Lyt omhyggeligt efter, hvis der bliver givet informationer under en pause.

10. Sidst men ikke mindst: Det er dig og kun dig, der skal holde afstand til den forankørende. Hold derfor øje med den forankørende hele tiden. Et øjebliks uopmærksomhed skaber ulykken. Og husk: Det bedste sikkerhedsudstyr vi har, er placeret under styrthjelmen og befinder sig lige mellem ørerne.