Introducer dig selv.

Hej med jer

Jeg blev 50 år i december 2006 og ca. 14 dage før dette, havde Irena og jeg sølvbryllup. Vi bor i Tåstrup, har en dreng og en pige på henholdsvis 26 og 23 år, de er begge flyttet hjemmefra. Til dagligt arbejder jeg med IT, jeg er afdelingsleder i en større finansiel IT virksomhed i Roskilde, hvor jeg i øvrigt havde 25 års jubilæum i sommers.

MC karrieren starter tilbage i 1977 med dels en ”ring-ding-ding”, I ved en MZ 150, den med fast forlygte og meget kort efter en Norton Commander 850 MK2 fra 1975 med halvkåbe og Dunstall potter. MZ’eren blev brugt om vinteren og når Norton var under reparation, og det var jo en englænder så det var den temmelig tit.

Irena og jeg tourede europa på Nortonen og de fleste gange kom vi hjem på Nortonen, men det hændte også en enkel gang vi måtte tage toget det sidste stykke hjem, bundgearsakslen var knækket. Det var nu ganske morsomt efterfølgende at hente Nortonen på Københavns hovedbanegårds bagageudlevering, den fik nemlig plads i bagagevognen og vi betalte 95 DM for 174 kg. Bagage. I 1979 var vi taget på 3 ugers ferie i England, hvor der blev investeret i en masse billige stumper og maskinen blev sat i tiptop stand. Billedet er fra en campingplads lidt udenfor London.



Det følgende efterår blev Nortonen stjålet og er aldrig set siden, vi blev enige om at vente med at købe noget andet til det blev forår. Da det blev forår, var der barn på vej, så jeg måtte i gang med at tage kørekort til bil og i stedet for en ny MC, blev der investeret i en lille bil.

I foråret 2002 var vi som så mange gange før taget med nogle venner på MC udstilling og jeg blev som sædvanlig helt vild og så var det at Irena hun sagde: Kim, nu må du tage og finde ud af om det der MC halløj bare er en skør ide fra din ungdom eller om den er virkelig, så køb dog en! Det skulle hun ikke sige mere end 1 gang, så stod jeg nede ved Suzuki standen klar til at købe en GSX750F. Den havde vi så i 3 år og vi fik kørt en masse ligeså snart der var sol på vejrudsigten.

Birden havde egentlig hele tiden været vor begges drømmecykel, men vi blev enige om at se tiden lidt an, inden vi investerede i en bird. I efteråret 2004 fik jeg og Irena lov til at prøvekøre en kollega’s bird og så var vi begge (både kører og passager) solgt. Så den efterfølgende forår blev Suzukien solgt og vi købte i stedet en spritny bird årgang 2005 og det har vi bestemt ikke fortrudt siden. En 10 - 12.000 km om året er det blevet til, både til ferie, træf og en masse ”søndagsture”.

Samtidig med købet af birden, blev jeg også indmeldt i klubben og allerede ved første møde, generelforsamlingen 2005, fandt jeg ud af, at her er en flok flinke mennesker, som jeg godt kan lide at være sammen med. Ved det efterfølgende års GF, blev jeg valgt ind som suppleant og siden sidste års GF, har jeg været formand for klubben.

Hilsen
Kim

Hej Kim.
Flot indlæg, jeg bliver jo som gammel mekaniker helt nostalgisk, ved at se den gamle Ford Granada/Consul og Austin Allegro, som står i baggrunden af dit billede.

Mvh. Daniel

PS. Det tegner til, at vi må lave et underafsnit for tidligere MZ racere.

EDIT: Stavenissen<br><br>Indlæg redigeret af: Daniel, den: 2007/11/18 21:09

Så er det vist min tur til at fortælle lidt om mig selv, og mit liv med motorcykler.

Jeg er på sidste omdrejning før jeg runder de 50 år. Jeg kommer oprindeligt fra Sydsjælland, men har også tilbragt en årrække i Jylland. Jeg er gift med Bente, og har en dejlig hjemmeboende datter på 21. Vi bor nu i Brønshøj i udkanten af København.

Jeg er uddannet kørelærer (alle kategorier), og har stort set arbejdet med lastbiler, vogntog og gusser i de første mange år af min uddannelse, og udelukkendemed erhvervskørekort i de sidste 10 - 11 år. Jeg arbejder til dagligt i København hvor jeg er leder af en køreskole der uddanner taxi- sygetransport- og limousinechauffører og vognmænd. Efter indførelsen af \&quot;klippekort - ordningen\&quot; ser jeg ingen grund til bekymring vedr. min alderdom

Første kørekort kom i 1976, og kostede den svimlende sum af 480,- kr. (blev betalt kontant), men gjaldt til gengæld så også både til bil og motorcykel. Køreprøven til motorcykel foregik på en Vespa Scooter i Skælskør, hvor de stadig ikke har indført lyssignaler etc.

Min første \&quot;store kærlighed\&quot; var en Yamaha RD 350 samme år. Måske ikke noget at snakke om, men springet fra div. Puch, Kreidler m.m. gjorde den til et spring ind i fremtiden for mig.



I 1978 blev den så skiftet ud med en mere \&quot;tidssvarende\&quot; motorcykel. Suzuki var gået i offensiv og havde markedsført deres GS - serie i Europa, og sådanne en måtte jeg altså bare have. Min første og eneste Suzuki var en GS 550, og jeg må sige at den kørte fantastisk. Jeg har aldrig haft noget at klage over eller indvende overfor denne motorcykel.



Eneste minus var vist nok min egen fejl (læs: dumhed). Jeg havde brugt en stor del af mine spareskillinger til at udskifte mine originale potter til en \&quot;4-1\&quot; (mærke ukendt), og så havde den fået en flot flad / lav saddel der passede til cyklens \&quot;anderumpe\&quot;. Et træf i sydtyskland skulle være min første længere tur, men jeg må sige, at jeg blev ikke så lidt klogere på denne tur. Fra vi kørte hjemmefra og til ca. 3 - 4 uger efter vi igen kom hjem, havde jeg konstant ondt i måsen p.g.a. sadlen, og min hørelse var blevet nedsat til et stykke under minimumsgrænsen for det acceptable p.g.a. potterne. Næste gang vil jeg nok vente med at skifte den slags komponenter til EFTER ferien...... haha. Jeg havde nogle forrygende og til tider \&quot;meget spændende\&quot; år i MC Suså i Næstved.



I 1981 købte jeg så sammen med Bente en Yamaha XS 750 kardantrækker. Bente havde lige fået kørekort til motorcykel (Viborg, også på en Vespa Scooter), så vi syntes selv vi havde gjort et godt køb. En af de absolut bedste motorcykler jeg nogen sinde har haft. Vi var netop flyttet tilbage til Sjælland igen, og havde fået en god ven til at hjælpe med at hovedrenoverer motoren. For at arbejdet skulle være helt optimalt, fik vi et mc - værksted i Næstved til at stille ventiler for os. Der blev stillet og justeret ventiler (læs: skiftet brikker) til den store guldmedalje, men desværre ville skæbnen, at da vi skulle køre den hjem fra Næstved, havde de åbenbart glemt at spænde ventilstyret, for en af ventilbrikkerne hoppede op, og smadrede toppen. En MEGET - MEGET dum måde at starte en sæson på, da værkstedet absolut ikke mente at de kunne gøres ansvarlige på nogen måde - øv.


(Foto: To \&quot;dejlige\&quot; modeller).





Uanset problemerne med Yamahaén syntes jeg stadig at det var en glimrende motorcykel, men Bente syntes at den var temmelig tung for hende, bl.a. fordi at den havde et ”dårligt centralstøtteben” - hvilket gjorden den tung og uhåndterbar. Hun købte derfor en mere ”damevenlig” motorcykel i form af en Moto Guzzi v50, som hun var meget begejstret for.


(Foto: modelfoto).

Moto Guzzien var en meget flot motorcykel, og udmærkede sig bl.a. ved et super - kardantræk. Motoren havde ikke den største ydelse, men da drivlinien var vendt således, at den kunne trække direkte på kardanakslen, var præstationerne ikke så ringe endda.

Moto Guzzién skulle efter sigende være en ”unik køremaskine”, og der var ingen tvivl om, at Bente var meget begejstret (til forskel fra mig - jeg lærte vist aldrig at køre den rigtigt). Overvejelserne gik hurtigt i retningen af en 850 Le Mans. Desværre havde vi en del småproblemer med det mekaniske, så efter en tid blev vi enige om at sadle om.

Vi valgte derfor i 1982 at sælge både Yamahaén og Guzzién, og købe 2 fabriksnye maskiner - for måske på denne måde at undgå flere ærgrelser.

Valget faldt på Yamaha igen. Efter vores mening var deres xs 650 ccm. SJ Twin en klasikker, og mindede mest af alt om en gammel Triumph Bournewill eller tilsvarende.

Det var en rigtig god tid, og der blev kørt en masse gode kilometer. Maskinerne var meget pålidelige og vi var begge glade for hver vores nye motorcykel. Vi boede på dette tidspunkt i hus i omegnen af Næstved, og var med til at starte en vaskeægte ”Kaffe-klub” op. Klubben udmærkede sig ved at have plads til alle, dog målrettet mod de folk der nok interesserede sig for motorcykler, men som også skulle have plads til familie, arbejde og andet ”civilt slinger”.




Eneste ulempe - undskyld, jeg ved det godt - er at det hurtigt bliver lidt kedeligt at køre på den. Når først man har nået dertil, hvor man føler at man kan beherske noget materielt 100 % - så har jeg den uvane, at jeg føler at det bliver kedeligt. Bente har (forhåbentligt) tilgivet mig, men ved et tilbageblik på tiden der er gået siden den første motorcykel, kan jeg godt se, at denne fejl i mit genetiske system har kostet os en formue, hver gang vi har skiftet bil / motorcykel ud. Glæden holdt i hvert fald kort, og så begyndte jeg igen at se mig om efter noget andet at køre på.




I 1983 faldt valget på en BMW R 100 T. En dejlig motorcykel, super letkørt og i bund og grund en unik maskine. Ingen tvivl om, at hvis man dyrkede kunsten at køre meget lange ture, gerne 2 personer, ville denne model komme 100 % til sin ret. Man skal dog huske at passe godt på, når man lige har skiftet en mindre motorcykel ud med en tysker med boksermotor med udragende cylindre. Forskrækkelsen er enorm de første par gange baghjulet løfter sig, fordi man har glemt ”udragende dele” i form af topstykker / motorbøjler og andet. Som stof til eftertanke må også nævnes når man vrider i gashåndtaget - og forventer at NU sker der en hel masse. Det gør der bestemt også - om lidt - men ting tager tid, og det tager altså lige lidt tid inden stødstænger m.m. bliver rettet ud og får skubbet ventilerne op og ned, og resultatet når ud for enden af kardanakslen, videre gennem fælgen og dækket, og helt ned på kørebanen..... Absolut intet problem - når man bare husker det - og kører derefter!




(Foto: Billederne er fra den dag hvor vi skulle aflevere BMW én).

Bente begyndte at arbejde i København, så beslutningen blev taget, og BMW én solgt til fordel for en ny personbil.

For nu at gøre historien fuldstændig, så ville det vist være på sin plads, at få indsat endnu et stykke MC - historie i denne ”Krønnike”.

I 1984 faldt vi over en NSU af ældre dato. Det var så meningen at jeg skulle kunne gå og hygge mig med denne cykel, men desværre skete der så meget i vores liv, at det aldrig rigtigt blev til noget. Motorcyklen blev senere foræret til en god ven, der mente at have bedre plads / tid, end jeg kunne afse. Det er helt sikker sådanne noget der kan gøre en helt ked af det i dag, men på den anden side - så er man vel ind imellem nød til at indrette sig efter det liv vi lever her og nu.



Jeg har forgæves forsøgt at komme i tanke om hvilken moden det nu var (DKW - en altså), men jeg er stadig i lidt tvivl. Jeg mener dog at det var en 250 ccm. NSU Max (måske har du et bedre bud?).





Samme historie som så mange andre, familie, børn og job fylder godt op i kalenderen, og det har været helt fint. I efteråret 2002 måtte jeg love en god kollega, at passe godt på hans netop istandsatte Kawazaki 750 af ældre dato, imens han fulgte med sin familie på ferie i 4 uger i Australien. Det var næsten som en ”mental voldtægt”, for som de siger - gammel kærlighed ruster næsten ikke. Jeg havde fornøjelsen at være med til at lukke Bakken samme efterår sammen med min datter - og jeg må siges at det blev et temmelig stort hit. Vi havde et stykke tid leget med tanken om at sælge sommerhuset, og i det tidlige forår 2003 var heldet med os. Sommerhuset blev solgt til en god pris, og vi valgte at investerer i vores gamle ”hobby / kærlighed” igen. Jeg vil tilføje for god ordens skyld, at det er noget af det bedste vi har gjort i mange år.

Vi har brugt en masse timer sammen med at besøge forskellige forhandlere rundt omkring, snakke og diskuterer hvad vi nu skulle vælge: skulle vi købe ”look a´like” chopper, streetbiker, touringcykler eller ..... Udbuddet var næsten eksploderet i de mellemliggende år, så ingen af os vidste hvad det egentligt var vi søgte. Vi blev dog hurtigt enige om, at vi var nød til at købe hver vores cykel. Det væsentligste argument var siddehøjden, men jeg tror ikke at det var den eneste begrundelse....

Enden på det hele blev i hvert fald, at fruen i huset valgte sig en Kawasaki EN 500. Et ganske udmærket valg, eftersom hun ikke havde kørt motorcykel i flere år. Sidehøjden var acceptabel, og motorydelsen okay - ikke mindst i forhold til andre motorcykler i samme gruppe.


(Foto: Mor og datter ved Øresund).

Vi var i vores søgen bl.a. kommet forbi SPH Motor i Næstved, hvor jeg var faldet pladask for en 1999 Honda CBR 1100 Blackbird i Titanium Gray. Jeg havde prøvekørt et par enkelte andre, men da jeg første gang satte mig op på Birden, var jeg ikke længere i tvivl overhovedet - jeg havde fundet min motorcykel. At den var brugt var så bare ærgerligt. Jeg forhørte mig naturligvis om sliddele, tidligere ejers forhold til vedligehold m.m. men enden på det hele blev, at jeg kørte en tur i banken og hentede pengene, hvorefter jeg kunne køre min ”drømmecykel” hjem til København. Det bedste ved det hele må siges at være, at jeg har ikke fortrudt et eneste sekund, at jeg købte Birden. Naturligvis ville jeg gerne have haft en ny, men jeg var ikke interesseret i at skulle ud og finansiere den.



Et væsentligt argument for at blive indmeldt i den daværende Honda-Blackbird Club var ubetinget deres hjemmeside. Der var en masse gode illustrationer, arbejdsbeskrivelser og meget andet godt for en nybagt Blackbird-ejer. Selvfølgelig spillede den sociale side også ind, men det spillede kun en mindre rolle. Gode råd, tips- og ideér, henvisninger m.m. til en nybagt motorcyklist havde bestemt en meget stor værdi, og valget var derfor ikke svært. Prisen var slet ikke værd tale om.

I foråret 2004 valgte fruen i huset at hun ville deltage i et Bronche-kursus ved DMC. Jeg tog turen med til Vejle for at holde hende med selskab. Jeg skal måske lige sige, at selvfølgelig fik jeg også lært en masse nyt, så kurset kan helt sikkert anbefales til andre, uanset deres køreerfaring. Vi fik et par fine dage sammen, og Bente opdagede, at en soft-chopper ikke er bygget til bykørsel. Den havde sine vanskeligheder med at manøvrerer rundt mellem de opstillede kegler, og bremseevnen var heller ikke noget at skrive hjem om.



Hun valgte derfor da vi kom hjem, at cykle sig en tur da vi kom hjem igen. Turen gik bl.a. forbi MC - Hjørnet på Roskildevej, hvor hun var inde og kigge på alternative motorcykler. Meget kan man sige om ham der ejer butikken, men vi har altså aldrig haft problemer med ham. Faktisk arrangerede han en prøvetur for hende på en Honda CBF 600, og så gav han hende et økonomisk bud på hendes Kawasaki EN 500 - uden anden sikkerhed end hendes beskrivelse. Det blev et vendepunkt for hende da hun opdagede hvordan en motorcykel også kan køre. Pludselig havde hun fået en maskine der havde overskud i maskinrummet så den lystrede hende, men den kunne også dreje og bremse - ikke så ringe endda. Eneste ulempe der blev talt om, var egenvægten på 202 kg.

I sommeren 2007 blev så beslutningen om at skifte motorcyklerne taget. Jeg havde ingen ambitioner om andet end en Blackbird, men kunne da godt tænke mig at skifte min gamle karburatormodel ud med en model med indsprøjtning. Bente var med på ideén, men af lidt andre grunde. Hun ville naturligvis gerne prøve at køre en ”rigtig kvik” motorcykel, men som væsentligste grund, at få en motorcykel der vejede ca. 50 kg. mindre. Hun valgte derfor at købe en Honda CBR 600 RR (tørvægt ca. 155 kg.), og jeg valgte endnu en Blackbird, denne gang en årgang 2003, med kun ca. 7000 km. på speedometret. Med lidt snak hen over disken, lykkedes det os at få leveret maskinerne fredag eftermiddag d. 24. august, hvor vi skulle køre med Mestersvinger på banen om søndagen d. 26. august.



Vejret var ikke så heldigt, men vi fik kørt nogle gode kilometer den weekend. Efter aftale skulle Bentes nye CBR nemlig gerne have kørt min 500 km. inden den kom på bane, og timingen var perfekt. Da vi rullede ned gennem røret til Ring Knutstorp rundede hendes speedometer lige nøjagtigt de 500 km.

Hvad der sker ud i fremtiden er ikke til at vide, men mon ikke motorcykler kommer til at stå som en af flere ”fællesnævnere”? Dog har jeg lært, at nogle modeller falmer med tiden, mens andre ”looks more like - Forever Young”. En stor tak for kvalificeret modspil gennem mange år til min dejlige kone Bente.



Jeg har ingen ønsker om at skifte min Blackbird ud med noget som helst andet - men som en klog mand engang sagde: Ingen kender dagen før den sidste Bodega er lukket.

Jeg ved ikke hvor interessant det er at læse min historie, men det har faktisk være sjovt at skrive den - tak for udfordringen Daniel ;o)<br><br>Indlæg redigeret af: carsor, den: 2007/11/30 01:35

Hej Carlo

Det var en dejlig morgen læsning, nu bliver dagen meget lettere at komme igennem.
I har godt nok haft nogle forskellige modeller gennem tiden, det har du virkelig fået skrevet en god fortælling om.
Ha en weekend alle.
Hygge PD

Hej Carlo.
Jeg må give de to andre ret, det er fed læsning fra morgenstunden. Jeg var lige ved at komme for sent på arbejde, fordi jeg var nød til at læse det HELE.
Dejligt at se, at det lykkes trods alle anstrengelserne med at få billederne på.
Vi har vist noget til gode, med at prøve at køre på så mange forskellige maskiner. På den anden side når nu man har valgt den helt rigtige cykel i 2. forsøg, så bliver der nok ikke skiftet foreløbig.
Men som du siger: man skal ikke lukke den sidste bodega før”¦.eller hvordan var det nu det var.

Tak for et super fantastisk flot indlæg, godt gået Carlo.

Mvh. Daniel

Hej Carlo

Tak for en rigtig god historie.

Det er dejligt at se at dine anstrengelser med at indplacere billeder mv., er lykkedes så flot.

Hilsen
Kim

Hej Carlo

Tak for en rigtig god historie.

Det er dejligt at se at dine anstrengelser med at indplacere billeder mv., er lykkedes så flot.

Hilsen
Kim

Tak for de fine tilbagemeldinger. Jeg kan jo godt selv blive lidt overrasket over mængden af forskellige motorcykler, men ved nærmere eftertanke, så er der tale om en tidsperiode på snart 30 år.

Som sagt tidligere, så har det faktisk været rigtig sjovt at prøve at beskrive sit liv med motorcykler, så .......


Carlo, Brønshøj.

Halløj alle i gæve klubmedlemmer der sidder foran husaltret med en påskebryg i den ene hånd og fjernbetjeningen i den anden, og venter på \&quot;formel 1\&quot; eller måske \&quot;Tipsfodbold\&quot; (hvis det stadig heder sådanne?).

Ville det ikke være fornuftigt tidsfordriv at skrive et par linier om dig selv og dit liv med motorcykel? Jeg syntes at Daniels ide er rigtig god, og det er en super måde at lære hinanden lidt bedre at kende - jeg mener, når først Campen er åben, og div. \&quot;Hondakander\&quot; glider indenbords, så glemmer man ofte de korrekte fact´s - og husker kun alle lyvehistorierne. Dem skal der naturligvis også være plads til, men der er så mange interessante nye og gamle medlemmer, som jeg stadig ikke ved ret meget mere om, end hvad de hedder og hvor de bor.

Hvis vi skal have fællesskabsfølelsen til at \&quot;blomstre\&quot; her i klubben ville det måske være en ide at kende hinanden bare lidt mere end hvilken farve / årgang Bird hver enkelt køre på


Carlo, Brønshøj.